En ny begyndelse (næsten)
- Forfatter
-
-
- Navn
- Mark Buskbjerg
- Sig hej på LinkedIn
-
En underlig ting ved at bygge et produkt er, hvad der tæller i ens hoved som fremgang.
Implementering af ny funktion, der giver dig som bruger en helt ny mulighed? Tydelig fremgang.
Finpudsning den tekniske værktøjskasse, der skaber værktøjet og mest er synlig for mig selv? Knap så tydelig fremgang.
I den her uge har fokus været på en af de knap så tydelige ændringer. På trods af, at det svarer til at skifte motor, gearkasse og rat i en bil. For jeg er begyndt en proces med at skifte den grundlæggende editor, som jeg bygger værktøjet ovenpå.
I første omgang er den beslutning helt usynlig. Med tiden vil det forhåbenligt vise sig at være afgørende for de muligheder, jeg har for at udvikle nye features.
** krydser fingre og tæer **
For at forstå skiftet, så lad os lige hurtigt kigge på historikken i værktøjet
Dengang det hele startede ...
Det er snart en håndfuld år siden, jeg byggede første version af en semi-avanceret lixberegner. Dengang brugte jeg en del krudt på at vælge, hvilken teksteditor jeg ville bygge videre på.
Her skal jeg måske lige indskyde, at det er ret normalt. Teksteditor i sig selv er et gigantisk arbejde. Heldigvis findes der en masse åben kode ude i verden, som du frit kan bruge og udvide til at bygge din drøm.
Dengang valgte jeg TinyMCE. En editor, der blev brugt i millioner af hjemmesider, fordi det var teksteditoren, der blev brugt i det populære CMS WordPress.
Det virkede som en bulletproof beslutning.
Og jeg nåede da lige akkurat at få en demo færdig, da Matt Mullenweg (cheftype i WordPress) annoncerede: "Vi bygger en ny editor."
Super. Der stod jeg med mit første hjemmebyggede plugin til WordPress, der skulle ud og erobre mig evig hæder og ære (klart) og så skifter de deres editor.
Jeg forsøgte virkelig at skrive min kode om, så den kunne virke i den nye editor. Men der gik så lang tid, før de nødvendige kroge ind i editoren blev udviklet. Så jeg valgte en anden vej. Jeg udgav det som et værktøj på Tekstr_. Og det har virkelig også været skægt.
Nu er vi bare nået til et stadie, hvor jeg også må konstatere: "Der er brug for en ny editor."
TipTap2 to the rescue
Jeg har kigget vidt omkring. Der findes efterhånden mange solide og lettilgængelige teksteditorer derude. Og helt grundlæggende måtte jeg først træffe et valg mellem to paradigmer:
- WYSIWYG-tilgangen, som vi kender fra TinyMCE, Google Docs, Word og lignende programmer.
- Block-editor-tilgangen, som vi kender fra den nye editor i WordPress (Gutenberg), Notion.so, Craft og mange andre spændende værktøjer.
Jeg er personligt helt vild med block-editor-tilgangen. Det virker perfekt i Notion.so, hvor jeg kører mine noter og har tabeller over alt mellem himmel og jord. Der kan jeg trække blokke af indhold rundt mellem dokumenter og stille ting op på ret avancerede måder. Du kan i princippet bygge ret flotte hjemmesider i nogle af de moderne digitale notesbøger. Og det gør block-editor-tilgangen nemt.
Men er det også en god skriveoplevelse?
Jeg tog fat i mit bugnende netværk af dygtige tekstforfattere. Jeg er ved at bygge vores drømmeværktøj. Hvad mener de?
Svaret var et tydeligt: "Ja tak!" til WYSIWYG.
Og lige når det kommer til et skriveredskab målrettet det at producere artikler, rapporter og mails, der får din chef til at danse begejstret rundt i sine flutesko og veltrimmede blazer, så er der kun en vej at gå.
Derfor var næste trin også at finde den allerbedste WYSIWYG-editor til mit formål. Der findes et hav af gode muligheder. Men jeg forelskede mig i TipTap2.
Det er der flere grunde til:
-
Det er bygget headless
Det betyder, at de ikke har besluttet noget som helst om designet. Enhver lille knap og funktionalitet kan styres som jeg vil. Det er en sjældenhed at finde sådan et system, der samtidig er ambitiøst på rækken af indbyggede features. -
Det er bygget til at flere kan redigere samtidig
Det bliver ikke det første, jeg aktiverer. Men at kunne redigere samtidig er en af de features, der gør Google Docs, så stærk. Snart bliver det standard. Og så skal Skrivr.dk selvfølgelig også være med. -
Det har en god dokumetation
Igen er det lidt en usynlig fordel for brugerne. Men for mig, der skal wrestle med en editor i mange år fremover, så er det at koden er veldokumenteret og let at gå til afgørende.
Der var bare ét problem.
TipTap2 er stadig ikke færdigudviklet.
Og det er slet ikke rigtigt åbent endnu.
Kun for sponsorerer.
Så ja. Nu er jeg sponsor af TipTap2 og har fået adgang til at bygge videre på deres nye teksteditor. Det er virkelig fedt. I skal lige se en demo.
10-minutters turbo implementering
Der går noget tid, før demoen her bliver tilgængelig med TipTap2 som motor. Men for alligevel at vise, hvorfor det er så fedt at have fuld kontrol over hver detalje i editoren, så har jeg bygget en demo.
Demoen her kan både noget, som de fleste tekstprogrammer kan. Og noget som de færreste kan.
Som de fleste andre tekstprogrammer, så kan du gøre din tekst bold og / eller italic. Det er dejlig trygt. Vi kender funktionen. Den er bygget direkte ind i editoren. Og jeg skal bare bygge en knap, så kører det.
Men TipTap2 er bygget med fokus på at være fleksibel. Derfor kan vi oprette alle de knapper vi vil. Vi kan placere dem, hvor vi vil. Og vi kan basically få dem til at gøre alt muligt forskelligt. Derfor har jeg hurtigt kodet to (ubrugelige) funktioner og givet dig en knap til at prøv dem. 'Tilfældig emoji' sætter en tilfældig emoji ind i teksten. Og 'Ny Tekst' indsætter en helt anden tekst. Begge ting er umiddelbart ubrugelige. Men det er en måde at behandle teksten på, der med tiden gør det muligt at vise dig gode råd direkte i teksten og gøre markeringer af indsatsområder i teksten endnu mere hjælpsomme.
De dumme funktioner i demoen er bare et fjollet proof of concept, der viser, at vi nu har en teksteditor, som vi kan designe helt fra bunden selv og kan få til at gøre en masse sjovt og nyttigt.
Indrømmet. Den er lidt clunky. Men den er også bare klasket hurtigt ind. Nu starter det sjove arbejde bag kulissen med at få den store motor skiftet ud. Én del af gangen.