En markering er ikke lig med en fejl

Forfatter

Lixberegneren på https://tekstr.dk/app/ har eksisteret i tre år nu.

En af de ting, jeg ofte støder på er, at de gule markeringer hurtigt giver brugeren en følelse af, at så mange som muligt skal udryddes.

Og jeg kan mærke det på mig selv også.

Trangen til at sætte ind og fjerne alle lange ord river i mig.

Der er noget dragende og nærmest spillignende i at sidde der og nørkle lixtallet lavere og lavere.

(Den fagnørdede term for denne trang til at reagere og løse problemer hedder intervention bias - hvis du er nysgerrig på at dykke dybere i det)

Men det er slet ikke meningen.

Lige nu sidder jeg og arbejder med den kode, der skal genkende og markere fyldord i teksten. (En ide, jeg byggede i en hurtig version her).

Her kan det let komme til at ligne en situation, hvor du ikke må bruge fyldordene. Men altså. Det bliver da også lidt for stringet, hvis du ikke gennem en meget lang tekst kan bruge bare lidt fyldord. Det virker meget overdrevet.

Anbefalinger skal være afhængige af konteksten

Derfor prøver jeg også at skrive den nye kode til fyldordsværktøjet på en måde, så den bliver kontekstafhængig.

Har du skrevet 2.000 ord og brugt 'meget', 'rigtig' og 'altså' en enkelt gang hist og pist, så behøver vi ikke rykke ud med sirener og rotorblink.

Men pøler du af sted med et ‘altså’ på hver anden linje, skal vi måske til at advare dig.

Ligesom du ikke skal fjerne alle lange ord i din tekst, selvom det giver dig et lavere lixtal.

Fyldord er en af de enklere problematikker. Jeg fremhæver den her, fordi den viser ret godt, hvordan værktøjets anbefalinger bliver mere meningsfulde og brugbare, når konteksten bliver en del af analysen.

Omvendt så gør det også anbefalingerne mere holdningsbestemte. For hvor går grænserne? Og hvem skal definere dem?

I nogle tilfælde kan vi læne os op ad forskningen.

I nogle tilfælde læner vi os op af anbefalinger fra andre skrivenørder.

I nogle tilfælde bruger vi vores egne erfaringer og tester på et hav af korte og lange tekster, før vi simpelthen træffer en beslutning selv.

I fremtidige tilfælde kommer vi måske endda til at basere nogle af vores anbefalinger på studier, vi selv har initieret. Who knows?

En vigtig pointe er derfor også, hvordan vi gør den dokumentation og baggrundsviden tydelig i værktøjet? Vi kan ikke lave opsummeringer af forskningsresultater ved hver knap, men vi kan gøre vores bedste for at samle den baggrundsinformation værktøjerne bliver bygget på, så du kan undersøge det og kigge os i kortene.

Derfor opdaterer vi også løbende beskrivelserne af de enkelte funktioner i vores dokumentation.

Det manglede bare.